En aften med kjoler, lanciers og limousiner – og plads til alle.
Hvert år samles hele Pulsen Gymnasium til årets gallafest – en aften, hvor skolens gange bliver forvandlet til festlokaler, og eleverne ankommer i alt fra trillebøre til limousiner. Uanset køretøj eller kjolelængde er den røde løber rullet ud for alle, og stemningen er helt i top.
Aftenen begynder med en middag for 3.g’erne, inden resten af skolen slutter sig til festen. Ét af højdepunkterne er den traditionsrige lanciers-dans, som både er smuk og underholdende – og som alle er velkomne til at kaste sig ud i.
Gallafesten er en af de traditioner, der minder os om, at Pulsen ikke kun handler om faglighed, men også om fællesskab, grin og store øjeblikke sammen.